Da Emil var ca. 6 uger gammel, skete der noget ganske forfærdeligt. Hele flokken på 12 hvalpe var ude og lege i haven, sådan som hvalpe nu leger bedst. Og det går jo som nogen sikkert ved, ikke altid stille af sig. Der bliver nappet i et øre og hevet i en hale, med hyl, skrig og skrål til følge. Den dag var heller ikke nogen undtagelse. Hele banden var i fuld gang med at tyrannisere hinanden og jeg gik indenfor og rodede med et eller andet, så alt var helt normalt.

Pludselig lød der et hyl derudefra. Det lød højere og anderledes end de sædvanlige hyl, så jeg smed, hvad jeg havde i hænderne og for ud af havedøren, mens jeg kaldte på hvalpene, der alle kom løbene mens de så vældig glade ud. Undtagen lille Emil, der kom haltende på tre ben. Det højre bagben var løftet op og gjorde tydeligvis ondt. Han blev løftet op og benet blev studeret på alle leder og kanter. Der var kun en mikroskopisk skramme på hans knæ ellers ikke andet, men det gjorde ondt, så han blev lagt ind i soveværelset resten af dagen, så han kunne ligge og hvile sig i fred og ro.

Næste dag var knæet hævet op og det gjorde rigtig ondt. Dyrlægen havde heldigvis tid samme dag, så vi drog afsted med lille Emil ind til den store stad Næstved (hyggelig by, for øvrigt).

Dyrlægen kiggede på Emils ben og så meget alvorlig ud. Knæet var svulmet voldsomt op og var meget ledeløst. Det var ikke godt.

Emil blev røntgenfotograferet og der var ikke noget unormalt at se, bortset fra et enkelt lille hul ind i knogleleddet svarende til en spids hvalpetand. Der blev også suget væske ud af ledet så det kunne blive undersøgt for hvide blodlegemer og dyrket for bakterier. Vi håbede faktisk på, at der ville være bakterier tilstede, for så havde vi da noget konkret at slås imod. Men nej, der var ingen bakterier - til gengæld var der masser af hvide blodlegemer i fuld alarmberedskab.

Vores dyrlæge, der ellers er en optimistisk mand, var ikke spor optimistisk på Emils vegne. Faktisk begyndte han at lufte tanken om, at Emil nok ville være bedre tjent med at blive aflivet, for det så ikke godt ud. Men nu kunne vi prøve med en penicillin-kur og håbe på det bedste.

Der gik en dag - ingen forandring.

Der gik endnu en dag - stadig ingen forandring. Jeg var dybt deprimeret, for man kommer jo til at holde af de små bæster og Emil var en ualmindelig sød lille dreng. Den eneste, der var optimistisk, var Frede, min kære mand. Han ville overhovedet ikke høre tale om, at Emil skulle aflives.

På tredjedagen var det som om, at hævelsen var svunden lidt og det gjorde ikke så ondt mere.

På fjerdedagen var der helt klart sket en forandring. Hævelsen var svunden kraftigt ind og Emil støttede lidt på benet.

En uge efter for han rundt som de andre, på alle fire ben, som om intet var hændt. Vi var lykkelige, men blev enige med dyrlægen om, at vi hellere måtte beholde Emil, hvis der skulle komme nogen eftervirkninger af ulykken.

Så det gjorde vi så. Selvom det ikke lige var det, vi havde planlagt fra starten af. Vi havde stadig vores gamle hanhund Don gående, og det var ikke meningen, at vi skulle have en hanhund mere. Men Emil blev, og så kunne vi lige så godt få ham avlsgodkendt.

Og nu, 14 dage efter hans 2 års fødselsdag, fik han sit 5. og afgørende certifikat, så han nu kan kaldes Dansk Champion, og samtidig blev han bedst i racen i Hårlev . Så det var en rigtig god dag.

Hans ulykke for 2 år siden blev vores alles lykke.

Anne Rasmussen

   ◄ oversigt                 Isabella  ►