Forleden dag stod jeg og kiggede ud af vores lille kighul i bryggersdøren, der vender ud mod vores havelåge ind til haven.

Emil stod på den anden side af lågen og havde stukket det ene forben ud gennem tremmerne i hegnet ved siden af og var i fuld gang med at skrabe jord væk fra indgangen, så han kunne komme ud. Det syntes jeg ikke var så hensigtsmæssigt - set fra mit synspunkt - så jeg råbte ud gennem kighullet: "Kan du så holde op".

Emil stivnede og stod helt stille meget meget længe, stadig med forbenet ude gennem hegnet. Så skævede han til den ene side - der var ingen at se. Så skævede han til den anden side - og der var heller ingen at se. Til sidst kiggede han sig tilbage over ryggen, hvor der heller ingen var.

Så rystede han rent mentalt på hovedet og blev enig med sig selv om, at han havde hørt forkert og genoptog derefter sit forehavende, som han var blevet afbrudt i.

Det var jo ikke lige meningen - så jeg råbte igen: "Kan du så stoppe".

Emil stivnede igen. Stadig med forbenet ude. Han skævede - først til den ene side, så til den anden. Og til sidst tilbage over skulderen. Mere og mere mystificeret. Så stod han stille meget meget længe, stadig med benet ude, mens han tænkte over tingene. Så genoptog han atter engang sit forehavende.

Den her gang skruede jeg ekstra op for lydstyrken: " KAN DU SÅ STOPPE, EMIL.

Emil stivnede atter engang, så trak han forbenet til sig - meget meget langsomt, mens han stirrede til alle sider for at finde ud af, hvor den mystiske stemme kom fra.

Halen røg ned mellem benene og så luskede han meget hurtigt op til havedøren, hvor han ville ind - nu!

Han er ikke altid så kvik, men han er nu meget sød.